Kirkebogen, som kilde til slægtens historie, har med dens indhold en meget stor betydning som officiel protokol og dokumentation om vor fælles fortid.

Det at registrere landets borgere går meget langt tilbage i tiden, og gennem tiderne har kirkebogen været den officielle registrering af alle borgere med deres navn og deres forældre. Alle der er født i Danmark skal være indskrevet i en kirkebog, og det er da også der man finder de grundlæggende oplysninger om den enkelte borger og deres forældre.

Kong Christian IV pålagde ved en kongelig beslutning den 20. maj 1645 at præsterne skulle føre en rigtig kirkebog med dag og dato for hvor mange der fødes i sognet, samt hvor mange der blev viet og hvor mange der døde. På den tid førte præsterne allerede embedsbøger, og de første dåbs protokoller går da også helt tilbage til 1300-tallet.

De ældste kirkebøger stammer fra 1600-tallet, og den ældst bevarede kirkebog er fra Østrup på Fyn og de ældste indførsler i Østrup bogen er fra 1574 og stammer altså fra før den tid hvor det blev påbudt at føre kirkebøger i Danmark.

Den 17. maj 1646 blev der udstedt et kongeligt brev til landets biskopper hvori landets præster blev pålagt at føre kirkebog med alle fødsler, vielser og dødsfald samt de kirkelige handlinger i sognet i øvrigt. Disse bestemmelser blev gentaget i Danske Lov fra 1683 og er i princippet fortsat gældende.

Kirkebogens indhold har derfor gennem mange århundreder haft stor betydning som officiel protokol og som kilde til slægternes historie. Grundlaget for den borgerlige personregistrering i Danmark med hver enkelt borgers fødselsdag og fødested, forældre, navn, vielse m.m. er altså registreret i kirkebogen eller ministerialbøgerne som de også kaldes, lige bortset fra Sønderjylland hvor der gælder lidt andre regler.

Kirkebogen har tidligt også været brugt som grundlag for udskrivning til hæren, og således blev alle bønderkarle mellem 16 og 40 år registreret fra 1652 for at tilvejebringe et udskrivningsgrundlag for en national hær.

I de ældre kirkebøger kan man finde oplysninger om introduktion, der var en særlig ceremoni for gifte kvinder ved deres første kirkegang efter en fødsel, om trolovelse der var lovbefalet indtil 1799 og som næsten var lige så bindende som vielsen, og om offentlige skriftemål der var en slags offentlig bod, som f.eks. ugifte mødre skulle gennemgå, og som foregik ved at den der skulle skrifte, bekendte sin synd foran hele menigheden og derefter fik tilgivelse af præsten.

Den gotisk skrift lærte man i skolen helt frem til 1875, og alle gamle håndskrevne dokumenter - herunder kirkebøgerne - er derfor naturligt skrevet med denne skrift. Da retskrivningen tidligere heller ikke lå nær så fast som i dag, og hvis den, der har skrevet, har talt dialekt, vil dette ofte afspejle sig i stavningen i kirkebogen, og vanskeliggøre dette. Nogle præster har også skrevet mere end de skulle og indført bemærkninger om personer de begravede eller om andre hændelser i sognet.

Rent historisk, så har kirken i mange europæiske lande været vant til at administrere, og som følge deraf været vant til at føre protokol over borgerne. Kirkernes tilknytning til staten blev dog i mange lande løsnet i 1700- og 1800-tallet, og kirkernes offentlige opgaver - herunder personregistreringen - blev derefter overtaget af staten. I Danmark forblev personregistreringen dog stadigvæk i kirken, og den civilretslige status af registreringerne understregedes ved indførelse af betegnelsen ministerialbøger i 1812.

Før 1812 måtte den enkelte præst nemlig selv bestemme, hvordan han ville indrette bøgerne og i hvilken orden han ville skrive dåb, vielse og begravelse. Nogle præster har lavet særlige afsnit til de forskellige kirkelige handlinger, mens andre har ført registreringerne ind i kronologisk orden.

Efter 1812 er kirkebøgerne blevet ført på skemaer i bøgerne, og det blev også bestemt, at der skulle føres to sæt kirkebøger, en hovedministerialbog, som præsten skrev i, og en kontraministerialbog, som blev ført af skolelæreren eller af degnen. De to sæt kirkebøger skulle opbevares hver for sig, og hovedministerialbog og kontrabog måtte aldrig opbevares under samme tag. Derved var man sikret, hvis det ene sæt gik til ved en evt. brand.

Før 1828 blev børn i Danmark almindeligvis kun døbt med et fornavn, og ikke med et efternavn. Det dannede man selv, alt efter hvad skik og brug krævede. Oftest var det faderens fornavn efterfulgt af søn eller datter, men ellers opstod slægtsnavnet af stedet hvor man boede, eller efter hvad folk havde som arbejde. Ved forordning i 1828 blev det påbudt at alle børn skulle døbes med fornavn og efternavn.

I 1856 blev der udsendt påbud om at alle skulle beholde det efternavn, der var indført i kirkebogen, som fast slægtsnavn, og i perioden efter 1856 opstod der en sand forvirring om brugen af -sen navnene.

I mange af de gamle kirkebøger står der ikke meget om den enkelte, og derfor kan det være svært at efterkontrollere og krydse med andre oplysninger. Det var først i 1892 at der kom krav om at notere afdødes stilling, alder, fødested, bopæl samt forældrenes navne, stilling og bopæl, og dette gør jo det hele lettere.

I Sønderjylland var der som tidligere nævnt lidt andre regler, hvilket var en følge af krigen i 1864 hvor Slesvig og Holsten kom under tysk herredømme. Derved blev den tyske ordning på området indført, og den bestod i registrering af fødsler, navngivning, vielse og dødsfald hos en lokal personregister fører.

Ved genforeningen i 1920, hvor dansk lov i øvrigt igen blev indført, genindførtes kirkelige vielser med borgerlig gyldighed i de sønderjyske landsdele, men man fastholdt den borgerlige personregistrering. Oprindelig var det med den hensigt, at denne ordning skulle indføres i resten af landet, men forslag om at indføre den sønderjyske ordning i resten af landet har dog aldrig kunnet samle politisk opbakning.

Ved en lov i 1968 blev registreringspligten stadfæstet, og heri blev borgerne pålagt at foretage anmeldelse af fødsler og dødsfald til folkekirkens kirkebogsførere, idet det efter dansk retsopfattelse anses som gyldigt bevis for at de tilførte begivenheder har fundet sted når tilførsler om fødsler, navngivelse og dødsfald er indført i folkekirkens ministerialbøger.

Registreringen sker som hovedregel i det sogn hvor begivenheden kan henføres til, og siden 1978 er det moderens bopælssogn der er registreringssogn for fødsler, uanset hvor fødslen konkret er foregået. Begravelser føres i bopælssognet, men hvis en begravelse foregår fra en kirke uden for bopælssognet, indføres begravelsen også i kirkebogen i begravelsessognet.

Hvis dåben finder sted i et andet sogn end fødselsregistrerings sognet, fører fødselsregistrerings sogn og dåbs sogn parallel registrering af navngivning og navneændringer, og begge kan udstede attester. Navngivning uden dåb i folkekirken skal registreres i fødselsregistrerings sognet.

Der er rigtig mange der har fundet interesse i slægtsforskningen, og der arbejdes da også meget intenst på landsarkiverne for at opspore og søge efter sine forfædre. Grundlaget for alt dette er oftest kirkebøgerne, og disse opbevares i de 4 landsarkiver i København, Odense, Viborg og Aabenraa, hvor alle bevarede kirkebøger nu er overført til mikrofiche. Årsagen dertil er at kirkebøgerne simpelthen bliver slidt af for megen brug men også at søgemulighederne blev forbedret.

De nuværende arkiv regler bygger på en aftale i cirkulære nr. 47 af 10. marts 1976 mellem Kirkeministeriet og Kulturministeriet, hvori det lyder at de til landsarkiverne afleverede kirkebøger er almindeligt tilgængelige, når der er gået 50 år, efter de er blevet udskrevet, mens døds- og begravelsesregistre dog er tilgængelige efter 10 år efter udskrivelse.

Det er Statens Arkiver der forvalter arkivlovens bestemmelser fra 1997 om tilgængelighed i offentlige arkiver og fastlægger regler for adgang til at benytte kirkebøgerne.

Kirkebøgerne er gennem tiderne blevet tilpasset samfundets behov, og den hidtil største ændring af kirkebogsføringen kommer til at ske i år 2001, hvor der indføres en elektronisk kirkebog som efterfølger for de håndskrevne protokoller. Alt sammen for at tilpasse sig samtidens behov og tidens teknologi. Således blev dette i 1996 anbefalet fra en bredt sammensat arbejdsgruppe under Kirkeministeriet, at de ca. 1400 kirkekontorer i Danmark i fremtiden skal benytte moderne informationsteknologi til personregistreringen.

Opdateret d. 28. marts 2006.