Anna Elise Larsen

Den 4. maj 1945 lidt over middag overfløj engelske jagere Als fra syd mod nord og beskød alle de køretøjer, de kunne få øje på.
Kloge hoveder vil vide, at der af tyskerne den dag var planlagt en ”hemmelig transport” af et eller andet til Nordborg.
Da maskinerne kom fra syd, har de i første overflyvning af Oksbøl for sent fået øje på vognmand Jørgen Thomsen’s lastvogn, der stod parkeret lige nord for hans ejendom (4).
De vendte derfor om og beskød lastvognen fra nord.
Samtidig var Anna Elise Larsen, Broballe, sammen med sin skoleveninde Cecilie Rasmussen, Broballe, på vej hjem fra skole. De kørte normalt med skolebus, men netop den dag var bussen af en eller anden årsag indstillet, og de måtte gøre turen til fods. De var, som Cecilie fortæller, kommet bagefter de andre elever fra Broballe- Mjels området, fordi de gik og ”pjankede og legede og havde det så rart”.
Idyllen bliver nu pludselig til alvorlig uhygge, og pigerne søger i første omgang ly for kugleregnen i grøften ved (1).
I haven, syd for Jørgen Thomsens hus (5), gik en havemand, som fik øje på pigerne og råbte til dem, at de skulle komme i dækning hos ham, syd for huset.
Pigerne løber så ind ad den privat allé, der fører forbi haven, Da de når til (2) bliver Anna Elise Larsen ramt i halspulsåren af en granatsplint og Cecilie Rasmussen bliver ramt i det ene knæ, ligeledes af en splint, som bliver siddende. Hun synker sammen, men er i stand til at rejse sig og fortsætte mod havemanden. Hun når at høre Anna Elise råbe: ”Hjælp mig, jeg er ramt”. Så mister hun kontakten med hende.
Det viser sig, at Anna Elise er fortsat, stærkt blødende, til gdr. Laurits Hellesøe’s bagtrappe (3), hvor hun forbløder, inden den af Mette Hellesøe tilkaldte læge når frem.
I lastvognen, som var jagermaskinernes egentlige mål, sad snedkermester Henrik Schlichting, Broballe og ventede på at blive kørt til læge, da han kort forinden var kommet til skade med sin hånd. Han kastede sig ud af bilen og slap med et ufarligt strejfskud i hovedet.
Da der igen var faldet ro over Oksbøl, begav Cecilie sig, sammen med havemanden, på vej til fods mod Broballe, hvor hun blev modtaget af sin mor. Cecilie var på det tidspunkt uvidende om Anna Elise’s tragiske skæbne, og først sent på eftermiddagen kunne moderen få over sine læber, at Cecilie havde mistet sin bedste veninde.
Få timer efter kom fredsbudskabet ind i vore stuer, og så er det man kan spørge: ”Hvorfor måtte Anna Elise Larsen ikke høre dette glædelige budskab?”

Ovenstående beretning blev nedskrevet i marts 1985 af Henning Wriborg efter oplysninger fra Cecilie Rasmussen.

Pige dræbt, to hårdt såret ved jagerbeskydning.

Allierede jagere har i fredags beskudt, adskillige biler på de alsiske landeveje, hvorved flere personer er blevet, såret, og en ung pige dræbt. Beskydningen fandt sted kl. 14 ved Oksbøl. Ved Nordborg holdt vognmand Thomsens lejebil parkeret ved vejen, da to maskiner dykkede ned og beskød bilen og vejen med maskinkanoner. Snedker H. Schlichting, der sad i bilen nåede at komme ud og kaste sig ned. Han slap med et sår i armen. Den trettenårige Anna Larsen, datter af arbejder Larsen, Broballe, befandt sig i nærheden. Hun løb over mod en nærliggende ejendom, for at søge beskyttelse, men blev undervejs indhentet af kuglerne og styrtede til jorden. Hun var meget hårdt såret og døde kort tid efter.
I Svenstrup holdt vognmand Jørgen Hansens lejebil på vejen, da flyverne dykkede. Bilen var tom, men ved beskydningen såredes den 15-årige Liva Petersen, datter af urmager Petersen. Hin ramtes af mindst fire maskingeværkugler og granater i benene og skuldrene. Dr. Meincke i Nordborg ydede den første hjælp. og den sårede bragtes derefter i Falcks ambulance til statshospitalet i Sønderborg. Den 32-årige tjenestekarl Jørgen Petersen, Brandsbøl, blev såret i benene og halsen under beskydningen i Brandsbøl. Han bragtes i Røde Kors ambulancen til Statshospitalet i Sønderborg.
Endelig blev en lastbil, tilhørende savværksejer Willadsen, Høruphav beskudt i Tandslet. Chauffør Jørgen Dideriksen, Høruphav blev lettere såret i den ene arm. Desuden blev forskellige telefonledninger ødelagt af beskydningen. Således var Tandslet afskåret fra telefonforbindelse fra omverdenen.

Dræbt få timer før freden kom

Fra J. Vaupel Christensen i Sønderborg har vi modtaget denne tragiske beretning om, hvordan den knap l3 år gamle Anna Elise Larsen fra Broballe mistede livet, få timer før freden var en realitet:
Oksbøl Kirke på Als har lige op ad sine mure et lille gravsted, der på en gang er symbol på den pris, det lille samfund måtte betale under besættelsen, og på de uhyggelige ofre, civilbefolkningen Europa over måtte yde til den voldsomme luftkrig i årene 1939 - 1945. Den luftkrig, der, hvad den alsiske civilbefolkning angik, var gået forholdsvis stille af. 48 engelske flyvere havde mistet livet på øen, men de havde dog været direkte parter i krigen. En tysk officer var blevet dræbt, og to civile var dræbt efter omgang med noget af det djævelskab, der kunne findes efter nedstyrtningerne.
I krigens sidste dage var vort luftrum totalt dirigeret af engelske kampfly. Fra ca. l. maj opererede jagerfly fra det engelske 2. Tactical Air Force over området. Deres primære opgave i krigens sidste timer var at stoppe al tysk bevægelse, på land såvel som til søs. Ikke engang civile danske køretøjer kunne føle sig sikre. Spitfires og Typhoon-jagere fløj uafbrudt over området og udsøgte sig mål, der formodedes at være tyske.
Fra jorden kunne man se piloterne foretage studier af mistænkelige objekter. Således foretog et par af disse fly indgående studier af det daværende Danfoss. Piloterne passerede hen over Elsmark, lagde flyene på siden for bedre at kunne overskue de baraklignende bygninger, men foretog sig i øvrigt intet.
Måske de samme to fly fik lidt over middag den 4. maj øje på en parkeret lastbil i Oksbøl. En lastbil tilhørende vognmand Jørgen Thomsen, parkeret ved Thomsens hjem få meter øst for Nordborgvejen.
På Nordborgvejen befandt der sig i de samme minutter et par skolepiger på vej hjem fra skole i Nordborg. Anna Elise Larsen, knap 13 år gammel, og hendes veninde Cecilie Rasmussen, begge fra Broballe, gik på vejen småpjankende og legende og havde det så rart, som sådan et par piger kan have det.
De to piloter, der havde fået øje på lastbilen, fløj nord om Oksbøl, og kom derefter tilbage i lav højde med kurs direkte mod lastbilen. Larmen fra de kraftige motorer på flyene blandedes nu med larmen fra maskinkanonerne, og de to pigers glade leg blev brat afbrudt.
De var åndsnærværende nok til at kaste sig i grøften, der gik langs Nordborgvejen, men da de sekunder efter søger mod en grøft, der går vinkelret på skudretningen, bliver Anna Elise ramt i halsen af en granatsplint. Skræmt og blødende søgte hun op mod gårdejer Laurits Hellesøes ejendom, hvor hun forblødte, inden hjælp nåede frem.
Det blev en stor og voldsom sort skygge, der hvilede over Broballe-Oksbøl-området, da frihedsbudskabet få timer efter lød rundt i de små hjem. Der var en følelse af, at man havde betalt for dette budskab.
Cecilie, der i forvirringen havde mistet kontakten med Anne Elise, blev selv ramt i knæet, men ikke alvorligt. Hun kunne senere begive sig hjem til Broballe, hvor det blev hendes mor, der måtte fortælle hende, at hun havde mistet sin bedste veninde.
Således nåede krigen i sin yderste konsekvens lige at ramme Als, inden det gode budskab nåede frem.

Døden kom midt i glæden

Smerte: Den 4. maj 1945 skulle blive en jubelaften i Danmark. Men i den lille by Broballe på Nordals kom sorg før glæde.

Vejret var så fint. Solen skinnede. På vejen gik Anna og Cecilie og nød det.
I dag er det 60 år siden.
Skolebussen havde andet at lave i de dage, så de to piger på 12 og 11 år måtte gå hjem fra skolen i Nordborg til Broballe.
Om formiddagen havde alle på skolen måttet lade bøger og kladdehæfter ligge og skynde sig i kælderen. Luftalarmen havde lydt to gange. De allieredes flyvere var i luften over Nordborg, hvor de tyske soldater havde hovedkvarter på Nordborg Slot.
Cecilie og hendes familie havde mere én gang haft flyverne tæt inde på livet. Deres hus var blevet bombet, og to flyvere var stødt sammen over deres hoveder.
Trods formiddagens to luftalarmer blev børnene sendt hjem fra skolen og ud på egnens landeveje.
Anna og Cecilie sang, så højt de kunne. Cecilie havde svært ved at huske det, de havde lært om formiddagen - at solen stiger op i øst. Så mente Anna, at det kunne hjælpe, hvis de sang ”I østen stiger solen op”.
Og sådan nåede de til Oksbøl. Her holdt en mindre lastvogn ud for byens vognmandsfirma. Netop da Anna og Cecilie gik forbi den, kom to allierede fly og begyndte at skyde.
- Først smed vi os ned i vejgrøften, som vi havde hørt, at vi skulle. Men vi blev bange og begyndte at løbe op mod nogle huse. Så skød de igen. Der var huller overalt i hele vejen, husker Cecilie.
- Jeg er ramt, råbte Anna. Cecilie så, hvordan blod løb ud af hendes mund, og ører. En kugle havde ramt hende i hovedet.
Cecilie råbte efter hjælp til sin veninde. Konen fra den nærmeste gård kom og hentede Anna, mens Cecilie løb ind i vognmandsfirmaet.
Anna var død
En nabo, der var på besøg hos vognmandsfirmaet, fulgte Cecilie, der var ramt af splinter i det ene knæ, hjem. Her ventede hendes mor med bange anelser. Hun vidste, at pigerne var på vej hjem fra skole, hun havde set flyverne dykke og hørt dem skyde.
- Jeg aner ikke, hvor lang tid der gik, før en nabokone kom og sagde det. Anna var død. Jeg kan kun huske, at jeg sad på en stol, og at min mor stod hos mig, siger Cecilie, nu 60 år senere.
Senere fik hun at vide, at konen på gården forsøgte at få fat i en læge til Anna, men han var optaget et andet sted. Konen sad med Anna på skødet, til hun døde.
Den 4. maj 1945 står lyslevende for Cecilie M. Hansen, der i dag bor i Haderslev.
- Jeg tænker jævnligt på det. Hvorfor skulle jeg nu leve og Anna ikke, når vi gik en halv meter fra hinanden? Den ene døde - den anden slap.
- Jo ældre jeg bliver, jo mere tænker jeg på det. Hvorfor skød de på børn, tænkte vi den gang. Min mand, som lige er død, arbejdede i flyvevåbnet, og han sagde, at det kunne de ikke se deroppe fra, og det var lastvognen, de skød efter.
Hun husker også Annas begravelse, og at skoleinspektøren græd, da hun kom i skole igen.
Godt du ikke døde
Den 5. maj, - hvad der skete den dag, står ikke i Cecilies hukommelse. Til gengæld husker hun det, der skete et par dage senere.
Annas far, der netop havde mistet det ene af sine seks børn, mødte Cecilie, den yngste af tre søskende. Cecilies far var død kort forinden af sygdom kun 49 år.
- Jeg sad på en stenmur, og så kom han forbi og sagde til mig:
”Hvor var det godt, at du ikke også døde”.
Det var rørende af en far at sige sådan.