Med
grove arbejdsnæver og krogede rygge har almuens folk været med til at forme og
præge vor hjemstavn. Peter Petersen (skrædder) født i Mjels i 1807 var en af
dem. Han brød lyngen på Lynge og døde som inderste her i 1883.
**********
En
sol glitrende julidag stod jeg på "Højlund", et af de højeste punkter
på Mjelsmark, og så ud over det bølgende høstlandskab. Den glitrende sol og den
lette sommerbrise fik de bølgende kornmarker til at ligne en kvindes bølgende
barm, inspirerende, betagende, altomfavnende. Frodig og levende hviler dette
herlige landskab i sig selv, omkranset af hav og afstukket i rektangulære firkanter
af levende hegn.
Men sådan har det ikke altid været!
Hvor kornet nu bølger gyldent i sommerbrisen, hvor trinde, tunge køer gumler
græs og kløver i sig, der voksede for slet ikke så mange årtier siden lyng
eller skov. Fra kær og sump lød vibens skrig, mens ræv og grævling i tusmørket
gik på jagt. Og egnen her omkring er identisk med vor hjemstavn som helhed, så
vist som et sogns historie er en landsdels historie, ja, et lands og et folks
historie. De samme skæbner, de samme kampe, de samme ængstelser og de samme
håb, kort sagt samfundsudviklingen grebet i sine store almindelige træk vil på
ethvert tidspunkt være ens i hjemstavnens forskellige herreder og sogne. Ydre
omstændigheder kan fremme eller hæmme en udvikling, men tidens hjul drejer
langsomt rundt med usvigelig sikkerhed, mens slægt efter slægt stedes til hvile
i skyggen af lindetræerne omkring et sogns kirkegård.
For Mjelsmarks vedkommende gælder det, at egnen her for århundreder siden var
bevokset med skov. "Egebjerg", "Bøgebjerg",
"Eskemose" og adskillige andre mark- og gårdnavne minder fortsat
herom. Hvornår skoven faldt og gav plads for brugbar agerjord, kan man kun
dunkelt ane. Anderledes med lyngen, der bredte sig over de mere sandede arealer
og sammen med kær, eng og moser faktisk fik lov til at henligge kun underkastet
naturens lov helt op til vor tid. "Lynge", "Lyngemaj",
"Solrøj" og enkelte andre navne minder fortsat om de brune
lyngflader, hvoraf kun lidt - meget lidt - er tilbage. Disse arealer var i sin
tid fællesjord, herom minder bl.a. navnet "Almin". Senere fik
indsidderne i Mjels tildelt en ager her som kunne give føden til en ko eller et
par får, samtidig med at gårdmændene i Mjels tog broderparten i form af den
bedste og byen nærmest liggende jord. Da indsidderne, hvad hestekraft angik,
som på alle andre områder var afhængig af gårdmændene s forgodtbefindende, var
det kun så som så med, hvad de kunne få ud af den tildelte jord. De første
udflyttere har vel allerede omkring 1824 påbegyndt brydningen af lyngfladerne,
men den egentlige opdyrkning tog først sin begyndelse omkring 1853 - altså for
100 år siden og er først fuldført med de senere årtiers
grundforbedringsarbejder.
Inderste Peter Petersen, kaldet skrædder, blev den, i hvis lod det faldt mere
end nogen anden at bryde lyngen på Lynge, eller nærmere betegnet det
område mellem "e Lyngevej" nu tilhørende gårdejerske fru Christine
Clausen og "Eskemose", tilhørende gårdejer Hans Nørrelykke. Peter
Petersen var født i Mjels den 21. juli 1807. Faderen var vistnok inderste og
gik under navnet "Skrædder". så vidt man kan skønne var Peter
Skrædder fra sin ungdom af kendt som en rigtig slider, en almuens mand med
almuens flid, nøjsomhed og kraft. Som alle andre småkårsfolks børn kom han
tidligt ud at tjene, og hans liv kunne for så vidt godt være blevet identisk
med den i det gamle landsbysamfund så kendte type af tjenestefolk, der forblev
på den samme gård gennem årtier og faktisk blevet stykke fast inventar. I hvert
fald blev Peter Skrædder først gift i den meget modne alder af 46 år, eller
nærmere betegnet den 14. august 1853. Hans kone var Anna Marie Petersen, født i
"e El" i Holm, og ved ægteskabets indgåelse 27 år gammel. Brylluppet
synes at have været nødvendigt, så vidt som kirkebogen for Oksbøl sogn
beretter, at datteren Ellen er født den 30. september samme år, altså kun 6
uger efter brylluppet. Den 14. februar 1861 fik ægteparret yderligere en søn,
som i dåben fik navnet Otto, men døde kun 13 år gammel af hjernebetændelse. I
kirkebogen betegnes Otto som "en meget elskværdig dreng".
Dengang som nu var der i nogen grad tale om bolignød, i hvert fald når det
drejede sig om småkårsfolk. Gdr. Peter Lerbjerg, Mjels, havde imidlertid et
lille bindingsværkshus på en ham tilhørende mark ved den sandede vej på
Lynge. Marken kaldes den dag i dag "Lerbjergs Hav" og ejes nu af
husmand Nicolaus Marquartsen. Huset var ikke ret stort, vistnok 4-5 fag
inklusive en lille lo og stald. Vinduerne var små, lavt til loftet var der
indendørs, men et hus var det, og et godt hjem blev det på den sandede jord var
der mulighed for at holde en ko og nogle får, havre og rug kunne slå rod og yde
et beskedent bidrag til den daglige føde til folk og fæ. Men nok til en
families underhold var der ikke. Derfor måtte Peter Skrædder som alle andre
indsiddere gå på arbejde på gårdene i Mjels året rundt. Om vinteren
svang han plejlen mod logulvet, om foråret gik han med sædesækken, om sommeren
svang han leen og delte således lod med standsfællerne. Kræfter havde han som
få andre, og det var vel det, der var årsagen til, at han kom til at yde en
indsats, som nok er værd at mindes. Landbrugsforholdene var for 100 år siden
inde i en begyndende udvikling sådan at forstå, at man gik i gang med at tage
ny jord under plov. Gårdejer Chr. Bonde i Mjels, hos hvem Peter Skrædder bl.a. arbejdede,
havde netop besluttet at bryde lyngen på Lynge i håb om at forvandle
jorden til agerjord. En svingplov krævede imidlertid under sådanne
omstændigheder ikke blot nogle gode heste, men også en kraftig mand. Og manden
var Peter Skrædder. I de tidlige efterårsmorgener i september 1853, endnu før
solen var stået op, tog han turen fra Lynge til Mjels, og så snart morgensyslen
var overstået og davren spist, gik turen tilbage til Lynge, hvor han sammen med
heste og plov gav sig i kast med lyngen. Ved middagstid var hestenes kræfter
udtømt, et nyt spand bragt ud til Peter Skrædder sammen med middagsmaden, og så
fortsatte han til solen stod lavt over Varnæshoved. Hermed var hans dag dog
ikke tilendebragt. Hestene skulle bringes tilbage til Mjels, og først så gik
turen tilbage til det lille stråtækte hus ved den sandede vej efter en
arbejdsdag på mindst 16 timer, men med en god samvittighed om, at daglønnen på
ca. 60 penning var velfortjent. Hvor stort et areal lyng Peter Skrædder
forvandlede til god agerjord vides ikke med bestemthed, men skønsmæssigt drejer
det sig om 20-25 tønder land.
Slidsomt var hans liv, men hyggen i det lille hjem har han dog nok været i
stand til at indsuge, når han efter den lange arbejdsdag lukkede den todelte
bagdør efter sig og mærkede duften af stegte æbler og så lyset fra tællepråsen
flimre i brændevinsflasken i vindueskarmen.
Trods det slidsomme liv blev Peter Skrædder en gammel mand, i hvert fald efter
datidens forhold, idet han først døde den 14. maj 1883, efterladende sig hustru
og datter. Hans sidste år var præget af fattigdom, og hans enkes kår blev ikke
bedre. For at klare dagen og vejen forpagtede hun af gdr. Jes Christiansen et
mindre areal på Lynge, hvor hun holdt får, af hvis uld hun spandt garn. Lidt
brød og slagtemad faldt der også af fra gårdene på Mjelsmark. Omkring
århundredskiftet måtte hun imidlertid give op. Hun forlod det lille hus, der i
snart 50 år blev hendes hjem, for at tage ophold hos datteren, der var gift og
bosiddende på Lolland. Efter et kortere ophold hos en slægtning i Stevning døde
hun på Lolland omkring 1906.
Hvor Peter Skrædder for 100 år siden brød lyngen, bølger nu kornet. Det lille
bindingsværkshus er forsvundet og Peter Skrædders gravtue på Oksbøl kirkegård
ligeså. Hans slægt lever ikke mere på Mjelsmark - men var han end en af de
mange navnløse, en slider af dem, som samtiden ikke regnede på, så er hans
indsats dog værd at mindes, fordi han var et stærkt led i den kæde, som er
slægtens og en af dem, der var med til at præge hjemstavnen - din og min
hjemstavn.