Nedenstående artikel er skrevet af L. S. Ravn og blev
bragt i Jydske Tidende
På
Landsarkivet i Åbenrå findes et tykt bundt akter - ca. 20 cm højt -
skønsmæssigt på mellem 800 og 1000 sider indeholdende samtlige rapporter over
forhørene, alle optegnelser, skriftprøver, trusselsbrev og andre bilag angående
snigmordet på Maren Eriksen d. 26. november 1818 om aftenen mellem kl. 10 og 11
i Hans Christian Eriksens gård i Mjels ved Nordborg. Gården ligger lige syd for
Mjels Kro og kaldes i dag oftest Clausens gård.
Retssproget
var på dette tidspunkt tysk også i det danske hertugdømme Slesvig og
rapporterne er skrevet på tysk med undtagelse af enkelte sætninger,
vidneudsagn, der er gengivet ordret ”in dänisher Volkssprache” dvs. på alsisk
mål. Men det er undtagelser, almindeligvis er også vidnernes udsagn oversat til
tysk.
Hvad
ved vi om den unge kone Maren Eriksen? Det er ejendommeligt at konstatere, at
nok findes der en nøje gengivelse af hændelsernes forløb hin aften og en
udførlig rapport over det af distriktslæge Balle foretagne ligsyn, men
intetsteds oplyses der om, hvor og hvornår ofret for forbrydelsen var født,
intet om hvor og hvornår gift, intet om forældre eller børn.
Vi
kan imidlertid fastslå, at hun er født 1785, er blevet gift i tiden mellem 1805
og 1809 og har født 2 drenge: Erik d. 7. september 1809 og Henrik d. 4. marts
1811. Hun synes i øvrigt ikke at have foretaget sig noget som helst der kunne
pege hen imod hendes pludselige død for morderhånd. Om Hans Christian Eriksen
giver akterne kun få personlige oplysninger, men om ham får vi ret fyldige
oplysninger i kirkebogen. Han var bolsmand i Mjels og hertugelig distriktsjæger
og tog sig bl.a. af ulovlig jagt. Da han var streng og ubønhørlig i sit embede
havde han ikke så få fjender blandt krybskytterne, der nok kunne tænke sig at
få sagt tak for sidst. Han havde da også modtaget 3 trusselsbreve på livet. Det
første havde han brændt, de to sidste afleveret til Herredsfogeden i Nordborg.
Brevene er skrevet med fordrejet håndskrift, en slags blokbogstaver, i et meget
dårligt sprog som det er vanskeligt at stave sig igennem. Kort før mordet var
der en aften blevet skudt på ham fra baghold på vej fra Havnbjerg til Oksbøl,
og han blev lettere såret i venstre arm.
D.
26. november om aftenen var der intet der tydede på, at noget ondt var i vente.
I stuen sad husbonden, hans kone og pigen, Ellen Nielsen fra Oksbøl. Pludselig
faldt et skud, åbenbart fra et jagtgevær. Vinduesruden splintredes, og haglene
søgte deres mål. Eriksen, der netop var i færd med at klæde sig af, stod ved
siden af sengen. Nogle hagl sønderrev hans skjorte lige over lænden og borede
sig ind i skabet bagved. Men hans kone, der sad på stuen ved siden af ham, blev
ramt af flere hagl i halsen og blodet vældede frem fra halsens pulsåre. Hun
faldt af stolen og forblødte på gulvet endnu før pigen nåede at tænde lyset,
der var blevet slukket, enten af skuddet eller af kones fald. Manden greb et
ladt gevær, der hang i stuen, og sprang ud på gårdspladsen og fyrede i blinde
ned af vejen. Så sprang han i bar skjorte på en hest og red i hast til
sandemanden, Hans Hinrichsen, for at melde hvad der var hændt. Herfra blev han
nærmest bevidstløs hjulpet hjem, hvor han mødte det frygtelige syn af blodpølen
på gulvet.
Sandemanden
tilkaldte øjeblikkelig herredsfoged Fürsen i Tangsholm, og det første forhør
fandt sted i nærværelse af herredsfogeden, distriktslægen og Hans Hinrichsen.
Først skildrede Hans Christian Eriksen aftenens begivenheder og fortalte om,
hvad han havde foretaget sig. Herredsfogeden mente straks at kunne fastslå, at
skuddet ikke gjaldt distriktsjægerens kone men jægeren selv, og udspurgte ham
nøje om hans personlige fjender, der evt. kunne have noget at hævne sig på ham
for. På gårdspladsen fandtes øjensynligt intet spor, og ingen havde set
uvedkommende snige sig hen til eller bort fra Eriksens gård. Det måtte være
nærliggende at søge gerningsmanden blandt brevskriverne, så nu gik jagten ind
på alle, der kunne have noget udestående med Eriksen.
Til
forhøret d. 5. december, hvor også Hans Hinrichsen, Jørgen Christensen og Mads
Nissen Madsen var til stede, var tilsagt ti personer, der skulle prøveskrive
trusselsbrevets tekst, og da man skønnede at en prøve lignede originalen, blev vedkommende
sat i arrest, men hans alibi var i orden og man stod så stadig på bar bund.
Der
blev udlovet en belønning på 160 rigsdaler fra den hertugelige kasse og 160
rigsdaler fra den kongelige kasse og sandemændene fra Nordborg, Mjelsgård,
Hjortspring og Østerholm Len udsendte en løbeseddel med opfordring til enhver
om at hjælpe ved opklaringen. Rygterne svirrede, og sladderen gik, og enhver
der blot havde den ringeste forbindelse med jagt eller var i besiddelse af et
gevær blev afhørt, og stadig var man på jagt efter brevskriveren, alt uden
resultat. Ganske vist blev endnu en mand arresteret, heller ikke mod ham havde
man fældende beviser. Og rygtesmedende, ikke mindst kvinderne, havde travlt,
for måske levede Hans Christian og Maren ikke så lykkeligt som antaget. Måske
var der noget at snage i. Var der ikke noget med Karen der havde tjent på
gården? Nye forhør, flere vidner, deriblandt Peter Sarsgaards kone, Kirsten (2.
ægteskab). Hun og andre kvinder benægter bestemt at have hørt noget
ufordelagtigt om ægtefællernes samliv, der tværtimod måtte betegnes som godt.
Det hele ender i ondsindet sladder og rygter.
Da
man trods ihærdige forsøg ikke har fundet noget spor af gerningsmanden, bliver
Hans Christen Eriksen d. 3. juni 1819, dvs. mere end et halvt år efter udåden,
arresteret og indsat i Nordborg Arrest, uden at der, så vidt det kan ses, var
fremkommet noget, der kunne foranledige dette drastiske skridt.
Sagen
vækker opsigt viden om, og Ober kammergericht i Gottorp skønner nok også, at
Justitsrat og Hardesvogt Fürsen i Tangsholm hverken har ledet undersøgelserne
med særlig kløgt eller evner, heller ikke med held, så man giver ham to
meddommere, Horat og Hardesvogt Thomsen fra Gråsten og Justitsrart og
borgmester Ahlmann fra Sønderborg, og de tre herrer begynder så d. 6. september
1819, 10 måneder efter skuddet, undersøgelserne helt forfra. Man går meget
grundigt til værks, prøver at bestemme skudretningen og andre enkeltheder nøje,
men tiden er forpasset, man har kun lægernes dødsattest at holde sig til. Man
prøver at fange Eriksen i hans tidligere udtalelser, beskylder ham for selv at
have skrevet trusselsbrevene og selv at have fyret det dræbende skud. Den
anklagede benægter på det bestemteste, og noget bevis imod ham kan man ikke
fremskaffe. Også Karen går man på hårdt på klingen. Hun har efter Marens død og
Hans Christians arrestation taget sig af hjemmet og drengene og svarer:
"Vi er ikke forlovede, jeg har taget mig af drengene af medlidenhed, af
egen vilje, husbond har aldrig begæret mig, men altid opført sig
sømmeligt" Man kommer ingen vegne og imens diskuterer menigmand
lidenskabeligt skyldig eller ikke skyldig. Og nu dukker sørgesangene op.
Den
første sørgesang, skrevet af H. C. H., er på 14 vers, elendige rim der dels
svælger i ve og klage og medynk med de moderløse små og den ulykkelige
ægtemage, dels anråber himlens retfærdige vrede og dom over den skyldige. O
Fadergod, hævn dog uskyldigt blod.
Den
næste, ligeledes af H. C. H. er på 21 vers og sigter tydeligvis en af de
arresterede fra landsbyen for at være den skyldige. Han må bringes til at
bekende sammen med de der tier og frækt skjuler sig bag tavshedens maske.
Den
3. sørgesang, skrevet af Christian Petersen Krag, er nærmest et forsvar mod de
ondsindede rygter som ”komplottet” har udspredt mod ægtemanden, og der udloves
10 daler til den, der vil lægge navn til de anonyme beskyldninger.
Som
sagt svirrer det med ondsindet sladder og grimme rygter i et samfund, der
efterhånden synes at være kommet helt ud af balance. Anklagemyndighederne
indsætter snart den ene, snart den anden i Nordborg Arrest som mistænkt - men
uhjælpeligt i en blindgyde. Man har forspildt enhver virkelig chance og må se
denne kendsgerning i øjnene.
Det
sidste møde i sagen fandt sted d. 28. februar 1820, men kun herredsfoged Fürsen
var til stede, hvorfor de to andre herrer ikke mødte vides ikke. Eriksen og
fire anklagede i sagen blev løsladt, men dommen blev ikke forkyndt. Han modtog
en afskrift af dommen, kun underskrevet af Fürsen og da han ikke var fortrolig
med den juridiske terminologi og næppe forstod ret meget tysk troede han sig
frikendt.
Han
var imidlertid blevet dømt til at udrede en del af omkostningerne ved den
langvarige og omfattende undersøgelse, og det både til dommerne, skriverne,
vidnerne og fængselspersonalet. Der findes en meget udførlig fortegnelse over
de mange omkostninger, der beløber sig til i alt 721 rigsdaler Cour, et meget
stort beløb i den fattige tid efter statsbankerotten, mere end værdien af et
alsisk bol. Heraf skulle Eriksen trods frifindelsen betale 266 rigsdaler, hvad
der kunne betyde økonomisk ruin. Han fremsendte et bønskrift til den danske
konge, Frederik VI på tysk, skrevet af en mand der var fortrolig med juridisk
sprogbrug. Han bønfalder kongen om at få ændret dommen, dels fordi den ikke er afsagt
af det samlede dommerkollegium og dels fordi det må være uretfærdigt og
ubilligt at ”pålægge ham” omkostninger, der kan bringe ham til tiggerstaven og
som han ikke selv har foranlediget.
Herredsfoged
Thomsen, Gråsten, der er pinlig berørt over situationen, er åbenbart ikke enig
med Fürsen, der synes at have handlet på egen hånd. Thomsen skriver d. 13.
april 1820: ”Mod Fürsens fremgangsmåde sætter jeg en rolig samvittighed og
bevidstheden om at i denne sag at have optrådt forsvarligt, hvortil jeg bemærker,
at jeg kan hvad jeg vil, når jeg vil, hvad jeg skal. Om det skulle være
anderledes med herr Juritsråd Fürsen, lader jeg stå hen!”. Meget gedulgte
vendinger, som Thomasen lader sin dommerkollega om selv at tyde.
Bønskriftet
til Kongen passerer de samme instanser, som reelt og formelt havde ansvaret for
dommen, og de desavouerer selvfølgelig ikke sig selv. D. 28. november 1820
kommer svaret, der lyder på, at må have sit forblivende med den trufne
afgørelse. Men pengene betales ikke, hverken det første eller det andet år,
trods gentagne påmindelser.
Der
går hele 5 år, så må Hans Christian Eriksen og hans broder Bolsmand Peder
Eriksen af Mjels den 27. april 1825 i fællesskab med deres underskrift indestå
for, at betaling sker til et nærmere fastsat tidspunkt, i modsat fald ville
gården uden varsel blive stillet til offentlig auktion.
Her
standser akterne. Man må gå ud fra, at det er lykkedes brødrene at skaffe udvej
for pengene, gården bliver i hvert fald ikke solgt. Rygtet har i tidens løb
føjet et og andet til, der næppe har bund i kendsgerningerne. Således skal en
pige i sine feberfantasier på dødslejet have røbet hemmeligheden angående
udåden, men det kan man vist roligt se bort fra, det hører ligesom med til de
mystiske hændelser, der ikke blev og aldrig bliver opklaret.
Landsarkivet
fortæller om snigmordet på den unge kone Maren Eriksen i Mjels d. 26. november
1818. Uskyldig mand blev dømt - herredsfogeden var både anklager og dommer. Når
her er gjort forsøg på ved hjælp af de officielle akter at kaste lys over de
tragiske begivenheder hin aften i den lille fredelige landsby, bliver man
navnlig slået af hvor overfladisk og dilettantisk det første og afgørende
undersøgelsesarbejde bliver ledet og udført, og at retsvæsenet i nærværende sag
virker meget lidt betryggende. I hvert fald optræder herredsfoged Fürsen -
anklager og dommer i samme person - mildest talt i et uheldigt lys. Mon ikke
der i høj grad havde været behov for en ombudsmand.
Nok
er mindet om de rystende begivenheder for 150 år siden blegnet, men den
mundtlige overlevering er endnu ikke uddød blandt de ældste af slægten.
Til
slut kan meddeles at Hans Christian Eriksen d. 10. december 1820 ægter Karen,
datter af bolsmand Hans Rasmussen i Mjels. Hun bliver en kærlig mor for hans
moderløse drenge Peder og Henrik. Den mørke skygge der i sin tid hvilede over
hjemmet, synes hurtigt forsvunden, og faderen kan glæde sig over at se sin søn,
Hans Henrik, blive en meget dygtig og anset bonde i sin hjemby, hædret med
Dannebrogsordenen, gift første gang i 1837 med Maren Hansen Thøjsen fra
Broballe. Deres sønner og døtre må regnes blandt de mest kendte aner indenfor
Eriksen - Madsen slægten på Nordals.
Henrik
Eriksen dør i en ret ung alder, kun 54 år gammel i 1865, mens hans far Hans
Christian Eriksen først dør i 1866, 86 år gammel.
L.
S. Ravn