Tvedgårdvej 6


Matrikel nr. 92 af Oksbøl ejerlav

 

Huset er ifølge BBR registret opført i 1860, men det passer nok ikke helt rigtigt, idet jordstykket blev overført fra ejendommen Oksbøl Søndergade 1 af daværende ejer Frederik Hansen Frederiksen og indskrevet i den preussiske grundbog d. 22. juni 1897 til stedet her.

 

1897       Arbejder Jürgen Junge og hustru Bodil Junge f. Hansen fik stedet her overladt d. 18. juni 1897, og efterfølgende blev dette indskrevet i den preussiske grundbog d. 22. juni 1897.

Hvem Jürgen Junge var vides ikke, men han var gift med Bodil Hansen, der var født d. 20. februar 1823 i Jegerup sogn i Gram herred i Haderslev amt som datter af ugifte tjenestepige Mettestina Hansdatter, der var datter af Hans Nissen og hustru Bodil Hanses i Amnitlund og hvor en Hans Jacobsen fra Jylland var udlagt som barnefader.

Om Bodil og Jürgen Junge havde børn vides ikke.

 

1903       Bodil Junge døde d. 2. februar 1903 kun 18 dage før sin 80 års fødselsdag, og hendes mand Jürgen Junge sad derefter tilbage som enkemand.

 

1906       Jürgen Junge solgte huset d. 1. marts 1906 til Ingeborg Christiansen og hun blev således indskrevet i den preussiske grundbog som den nye ejer.

Ingeborg Christiansen var født d. 23. august 1859 i Stevning i Svenstrup sogn som datter af inderste Jørgen Christiansen og hustru Anmargrethe Jørgens. Hun var kommet her til sognet fra Lavensby.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede Ingeborg Christiansen her på stedet og hun ernærede sig som sypige.



1920'erne
1920
Foto af huset som det så ud omkring 1920.
Det er Ingeborg Christiansen der sidder udenfor med symaskinen.


1926       Enkefru Maria Breum født Blautzun fra Himmark købte huset og fik dette tilskødet d. 3. marts 1926.

Maria Breum var født d. 7. april 1888 i Preussen, og hun havde været gift med Heinrich Breum, der døde i 1. verdenskrig d. 3. september 1916. Hun var kommet hertil fra Himmark i Svenstrup sogn.

 

1930       Ved folketællingen d. 5. november 1930 boede enkefru Maria Breum alene her i huset.

 

1945       Marie Breum solgte huset til smedemester Peter Marcussen Tvedgårdvej 4 for en købesum på 5000 kr., og det blev der udstedt et tinglyst skøde på d. 25. september 1945.

Maria Breum flyttede til Oksbøl Søndergade 4 som hun efterfølgende købte af sin datter Anna Caroline Schneider f. Breum.

Marie Magdalene og Peter Marcussen tilflyttede så huset på et tidspunkt herefter sammen med sønnen Jørgen Marcussen, og Peter Marcussen solgte så også sit hus og smedeforretning til sin søn Nicolai Marcussen i marts 1946.

 

1950       Marie Magdalene og Peter Marcussen solgte huset til deres datter og svigersøn Anna og Ernst Nürnberger Oksbøl Søndergade 1 i fællesskab for en købesum på 4.500 kr. plus livsvarigt boligret, og dette blev derefter tinglyst d. 11. august 1950. Huset skulle nu være aftægtsbolig til gården Oksbøl Søndergade 1.

Marie Magdalene Marcussen, der var født d. 30. december 1881, døde d. 11. december 1950 i en alder af næsten 69 år, og Peter Marcussen sad derefter tilbage som enkemand i huset sammen med sin søn Jørgen Marcussen.

 

1975       Peter Marcussen og Jørgen Marcussen blev fortsat boende i huset, og i 1975 blev huset så renoveret med nyt tag og der blev opført 2 værelser på loftet.

 

1979       Peter Marcussen, der var født d. 20. december 1885, døde d. 15. februar 1979 godt 93 år gammel, efter at have levet som enkemand i 28 år og Jørgen Marcussen kom derefter over at bo hos sin søster og svoger Anna og Ernst Nürnberger skråt overfor.

Huset fik derefter forskellige lejere. Først boede Joan Lott Nürnberger og Sten Dreiø Carlsen i huset. De fraflyttede senere huset og flyttede til Sønderborg og i efteråret 1983 boede Allan B. Nielsen og Eilif W. Madsen så i huset. Allan B. Nielsen fraflyttede huset og i efteråret 1984 beboede Lourdes R. og Eilef W. Madsen så huset. Igen kom der nye lejere i huset og i efteråret 1985 var Anne Margrethe Schütt og Robert M. Petersen så tilflyttet huset, og i sommeren 1987 boede der så en Per D. Sørensen i huset.

 

1988       Efter at Ernst Nürnberger, der var født d. 18. juli 1913, var død på Sønderborg sygehus d. 15. oktober 1986 i en alder af 73 år, blev der ved et tinglyst skifte d. 22. marts 1988 fastsat at huset nu tilhørte Anna Nürnberger og købesummen var da blevet fastsat til 300.000 kr. Anna Nürnberger flyttede nu fra ejendommen Oksbøl Søndergade 1, sammen med sin bror Jørgen Marcussen ind i huset, idet hun havde solgt gården til Kirsten og Bent Peter Krogh Oksbøl Søndergade 5.

 

1993       Jørgen Marcussen, der var født d. 30. november 1910, døde d. 6. marts 1993 i en alder af godt 82 år, og derefter boede Anna Nürnberger så alene i huset.

 

1999       Anna Nürnberger, der var født d. 3. juni 1913, døde d. 21. december 1999 i en alder af 86½ år, efter at have levet som enke i 13 år.

 

2000       Efter et skifte i boet efter Anna Nürnberger d. 27. marts 2000 gik ejerskabet af huset nu over til Bent Nürnberger for en købesum på 300.000 kr., og samme dag blev der udstedt et tinglyst skøde på dette.


2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2008       Bent Nürnberger satte huset til salg i februar 2008 til en købesum på 645.000 kr.

 

2009       Bent Nürnberger er fortsat ejer af huset og bebor dette sammen med Jane Rasmussen.

 

2011       I marts 2011 blev huset igen sat til salg for en købesum på 665.000 kr.

 

2013       I januar 2013 blev købsprisen sat ned til 595.000 kr. Bent Nürnberger flyttede til Guderup sammen med Jane Rasmussen, og huset bebos herefter i lejemål.

 

2017       Bent Nürnberger er fortsat ejer af huset.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk